At være eller ikke at være… – Sindssyg i gerningsøjeblikket – en ofte anvendt talemåde.
Talemåden er ofte anvendt i nyhederne, men ikke altid nødvendigvis retvisende.
Når retten i forbindelse med afgørelse af en straffesag, bliver refereret for, at tiltalte er blevet dømt, men går fri for fængselsstraf, fordi han er omfattet af straffelovens § 16. Dette indebærer for så vidt angår personer der er sindssyge eller i en tilstand, der kan sammenlignes med sindssyge i gerningsøjeblikket, i stedet bliver pålagt en række andre sanktioner som fx tilsyn i psykiatrien, indlæggelse på Psykiatrisk hospital eller forvaring i den særlige sikringsanstalt Sikringen.
Hvilke persongrupper, der idømmes foranstaltninger frem for straf, herunder anbringes i retspsykiatrien, er omhandlet i straffelovens § 16, stk. 1.
Denne bestemmer, at personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller en lignende tilstand, straffri. Tilsvarende gælder personer, der er mentalt retarderede i højere grad. Herudover er personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, straffri, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand som ganske må ligestilles med mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Retten kan i stedet for straf i disse sager idømme foranstaltninger efter straffelovens § 68 eller forvaring efter straffelovens § 70.Det følger endvidere af straffelovens § 69, at befandt gerningspersonen sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt.
I modsætning til straffelovens § 16, er udgangspunktet i straffelovens § 69 således straf, medmindre en særforanstaltning konkret findes mere formålstjenligt. Varigheden af en idømt foranstaltning kan være tidsfastsat eller tidsubegrænset. Det følger af straffelovens § 72, at det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid eller i videre omfang end nødvendigt. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten om valget af sanktionspåstand, herunder valg af foranstaltning, i denne type sager.
Der vil i sådanne sager foreligge en udtalelse om en mentalerklæring udarbejdet af en fagkyndig.
Mentalerklæringen kan pege på, at gerningspersonen ikke vil være egnet til at modtage straf i form af fængsel, men i stedet vil være egnet til, at der iværksættes andre foranstaltninger.
I praksis betyder det, at sanktionen vil ophøre på det tidspunkt, når foranstaltningerne har udtømt deres virkning. For fx forvaringsbedømte, kan det indebære, at anbringelsen i Sikringen varer længere tid end en sanktion i form af fængsel vil være, da betingelserne om, at gerningsmanden fortsat vil være til fare for omverdenen fortsat vil være opfyldt også på det tidspunkt, hvor den pågældende ville være blevet løsladt, såfremt han var blevet idømt fængselsstraf for forbrydelsen.
