At være eller ikke at være… – Sindssyg i gerningsøjeblikket – en ofte anvendt talemåde.
Talemåden er ofte anvendt i nyhederne, men ikke altid nødvendigvis retvisende.
Når retten i forbindelse med afgørelse af en straffesag, bliver refereret for, at tiltalte er blevet dømt, men går fri for fængselsstraf, fordi han er omfattet af straffelovens § 16. Dette indebærer for så vidt angår personer der er sindssyge eller i en tilstand, der kan sammenlignes med sindssyge i gerningsøjeblikket, i stedet bliver pålagt en række andre sanktioner som fx tilsyn i psykiatrien, indlæggelse på Psykiatrisk hospital eller forvaring i den særlige sikringsanstalt Sikringen.
Hvilke persongrupper, der idømmes foranstaltninger frem for straf, herunder anbringes i retspsykiatrien, er omhandlet i straffelovens § 16, stk. 1.
Denne bestemmer, at personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller en lignende tilstand, straffri. Tilsvarende gælder personer, der er mentalt retarderede i højere grad. Herudover er personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, straffri, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand som ganske må ligestilles med mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.
Retten kan i stedet for straf i disse sager idømme foranstaltninger efter straffelovens § 68 eller forvaring efter straffelovens § 70.Det følger endvidere af straffelovens § 69, at befandt gerningspersonen sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt.
I modsætning til straffelovens § 16, er udgangspunktet i straffelovens § 69 således straf, medmindre en særforanstaltning konkret findes mere formålstjenligt. Varigheden af en idømt foranstaltning kan være tidsfastsat eller tidsubegrænset. Det følger af straffelovens § 72, at det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid eller i videre omfang end nødvendigt. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten om valget af sanktionspåstand, herunder valg af foranstaltning, i denne type sager.
Der vil i sådanne sager foreligge en udtalelse om en mentalerklæring udarbejdet af en fagkyndig.
Mentalerklæringen kan pege på, at gerningspersonen ikke vil være egnet til at modtage straf i form af fængsel, men i stedet vil være egnet til, at der iværksættes andre foranstaltninger.
I det danske system er det psykiatrien, der beskæftiger sig med udredning, diagnosticering og behandling af psykiske lidelser hos den generelle befolkning.
På dette psykiatriske område er der desuden en gren, der beskæftiger sig med udredningen, diagnosticeringen og behandlingen af psykisk syge lovovertrædere. Dette område kaldes retspsykiatrien, hvilket ikke er et selvstændigt speciale, men derimod en del af den almene psykiatri.
I Danmark findes der specialiserede retspsykiatriske afdelinger i alle fem regioner. På disse afdelinger behandles patienter, som har begået kriminalitet, og som er for syge eller for farlige til at kunne være i behandling i den almene psykiatri.
Retspsykiatrien beskæftiger sig med behandling af de patienter, som er blevet idømt en foranstaltningsdom, samt udredning og diagnosticering af de individer, der har potentialet for at blive idømt en foranstaltningsdom. Udredningen og diagnosticeringen af tiltalte finder sted gennem en grundig mentalundersøgelse, der i sidste ende resulterer i en mentalerklæring, som finder anvendelse under retssagen.
I praksis betyder det, at sanktionen vil ophøre på det tidspunkt, når foranstaltningerne har udtømt deres virkning. For fx forvaringsbedømte, kan det indebære, at anbringelsen i Sikringen varer længere tid end en sanktion i form af fængsel vil være, da betingelserne om, at gerningsmanden fortsat vil være til fare for omverdenen fortsat vil være opfyldt også på det tidspunkt, hvor den pågældende ville være blevet løsladt, såfremt han var blevet idømt fængselsstraf for forbrydelsen.
En mentalundersøgelse, som foretages under indlæggelse, forventes som udgangspunkt at kunne gennemføres indenfor otte uger, men i visse tilfælde kan det være nødvendigt at forlænge indlæggelsen. Argumentet for, at mentalundersøgelser som udgangspunkt udføres ambulant, er, at det er vigtigt at undgå unødig frihedsberøvelse for patientens retssikkerhed. Foretages mentalundersøgelsen under indlæggelse, kan der være tale om unødig frihedsberøvelse.
Retslægerådet
I det danske retssystem opererer man med en ekstern instans: Retslægerådet, som har til opgave at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold, jf. Forretningsordenen for Retslægerådet §1. I relation til det strafferetlige system er deres opgave hovedsageligt at vurdere mentalerklæringer. Dette fremgår ligeledes af deres interne organisering, idet rådet består af indtil 12 læger, som arbejder i to afdelinger, hvor den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål, og den anden behandler alle øvrige retsmedicinske spørgsmål, jf. Forretningsordenen for Retslægerådet §2. Sagsbehandlingen foregår i almindelighed skriftligt og oftest af tre medlemmer af Retslægerådet eller indkaldte sagkyndige, jf. Forretningsordenen for Retslægerådet. Normalt stemmer medlemmerne enstemmigt, men de kan afgive stemmer, hvor der er uenighed, jf. Forretningsordenen for Retslægerådet. Retslægerådet foreligges mentalerklæringerne af den lokale anklagemyndighed i politikredsen, i følgende seks tilfælde: 1) sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet og sigtet for alvorlig eller personfarlig kriminalitet, 2) der er anbefaling om dom til anbringelse, 3) der er mulighed for forvaring efter Straffelovens §70, 4) der er mulighed for anvendelse af foranstaltninger for personer omfattet af Straffelovens §73, 5) der er tvivl vedrørende sanktionsspørgsmålet og 6) alle øvrige tilfælde hvor Retslægerådets vurdering anses som værende nødvendig. Retslægerådet har siden etableringen i 1909 været inde over utallige mentalerklæringer, hvorfor det er interessant at pointere, at de i 2020 har fremlagt en kritik af kvaliteten af mentalerklæringer, som udformes i forbindelse med retspsykiatriske patienters straffesager.
Af Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle fremgår det desuden, at der er nogle overordnede rammer for, hvad den efterfølgende mentalerklæring skal indeholde: oplysninger om den tiltaltes aktuelle og tidligere kriminalitet, personlige oplysninger, sygdomshistorie, oplysninger fra eventuelle tidligere mentalerklæringer, oplysninger om fysisk helbred og misbrug, en psykologisk undersøgelse, samt en diskussion af undersøgelsens væsentligste elementer, oplysninger og resultater Et af de vigtigste elementer i mentalerklæringen er afgørelsen af, hvorvidt tiltalte var sindssyg eller i en tilstand, der kan ligestilles hermed, på gerningstidspunktet Mentalerklæringen afsluttes således med en konklusion, hvori det blandt andet fremgår, hvorvidt tiltalte tilhører personkredsen i Straffelovens §16 eller §69. Såfremt tiltalte henføres til Straffelovens §69, vil der desuden foreligge en anbefaling til enten almindelig straf eller foranstaltningsdom. Såfremt der ikke anbefales en foranstaltning indikerer retspsykiateren, at der ikke er nogle medicinske indsigelser mod almindelig straf.
De dømtes mentale tilstand og tidsbegrænsning:
– 70 pct. af foranstaltningsdommene angår psykisk syge, 17 pct. mentalt retarderede og 13 pct. mangelfuldt udviklede.
– Andelen af domme uden tidsbegrænsning er størst for de psykisk syge (51 pct.), lidt lavere for mentalt retarderede (44 pct.) og lavest for mangelfuldt udviklede m.v. (41 pct.).
Tidsbegrænsning og foranstaltningens art:
– Af de domme, der medfører eller kan medføre indlæggelse/anbringelse, er der i henholdsvis 51 pct. (psykisk syge), 52 pct. (mentalt retarderede) og 41 pct. (mangelfuldt udviklede mv.) af tilfældene ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen.
Længstetider for ophold:
– I knap 90 pct. af tilfældene, hvor der er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 69, som medfører eller giver mulighed for indlæggelse/anbringelse, er der fastsat en længstetid for opholdet på højst et år.
Tidsbegrænsning og kriminalitetens art:
– Foranstaltningsdommene vedrører hyppigst vold og trusler mod offentligt ansatte (straffelovens § 119) efterfulgt af simpel vold (straffelovens § 244).
